Nyhed

Ny stor undersøgelse af mental sundhed og trivsel i den danske musikbranche søsættes i dag

30/03/2023

Deltag i en af Danmarks undersøgelsen af mental sundhed i musikbranchen og vær med til at skabe bedre arbejdsvilkår for danske musikskabere og musikudøvere.

Kom direkte til spørgeskemaet her.

I dag igangsættes en ambitiøs forskningsbaseret undersøgelse af skabende og udøvende musikeres mentale sundhed og trivsel i Danmark. Undersøgelsen skal pege på løsninger og tiltag, der kan forbedre trivslen i en branche, der er kendt for at have hårde arbejdsforhold med fatale konsekvenser til følge. Bag undersøgelsen står et erfarent forskerhold fra University of Westminster på opdrag af Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling.

En række skabende og udøvende kunstnere har de senere år stillet sig offentligt frem og fortalt om deres mistrivsel i musikbranchen. Velbelyste udfordringer dækker blandt andet atypiske og lange arbejdstider, indkomstrelaterede problematikker, udbredt brug af euforiserende stoffer, angst, depression og stress. Samtidig dokumenterer international forskning, at skabende og udøvende musikere er op til tre gange, så udsatte for angst- og depressionslidelser som den generelle befolkning.

På den baggrund lancerer Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling i dag en ambitiøs forskningsbaseret undersøgelse af de danske skabende og udøvende musikeres mentale sundhed og trivsel. Undersøgelsens formål er todelt. Den skal først og fremmest sikre et solidt, repræsentativt datagrundlag, der skal belyse den mentale sundhed blandt de skabende og udøvende musikeres i den danske musikbranche, og dertil skal undersøgelsen pege på tiltag, der kan drive arbejdet med at forberede den mentale sundhed og trivsel i musikbranchen.

”Samtalen er ny i Danmark. Hvor idrætten er meget langt foran os på kulturområdet, er det vigtigt, vi kommer med på banen i forhold til at skabe et sprog for de udfordringer, som vi ved, findes. Hvad er arbejdsrelateret, hvordan er der forskelle blandt de mere etablerede og mindre etablerede kunstnere og så videre” siger Sara Indrio og tilføjer, “det sagt, er det undersøgelsens formål også at pege på handlinger og løsninger.”

De skabende og udøvende musikeres bidrag er centralt

Undersøgelsens første skridt er et spørgeskema, som henvender sig til alle skabende og udøvende musikere i Danmark med det formål at kortlægge de faktorer, der påvirker musikeres mentale sundhed. Det er grundstenen i den videre undersøgelse, der herudover inkluderer dybdegående interviews med musikere i det danske musikliv.

”Det er de skabende og udøvende musikere, som undersøgelsen handler om, og det er deres vilkår, som vi har en ambition om at forbedre. Derfor er det virkelig vigtigt, at så mange som muligt kommer til orde med deres oplevelser. Jo flere, der udfylder spørgeskemaet, des mere relevante løsninger kan vi skabe,” udtaler Sara Indrio.

Anerkendte forskere står bag undersøgelsen

Til at udføre undersøgelsen har Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling indgået et samarbejde med University of Westminster i London og de to ledende forskere Dr. George Musgrave og Sally Anne Gross, der begge udover deres akademiske karrierer har en professionel baggrund fra musikbranchen. Dr. George Musgrave og Sally Anne Gross har forsket i musikeres mentale sundhed i en årrække, og de glæder sig til at udfolde studierne i en dansk kontekst.

“Det bliver så spændende at fortsætte vores forskning i et så unikt kulturelt miljø som Danmark. Vi håber at kunne bygge videre på det fantastiske arbejde, der allerede udføres på området. Vi skal finde nye måder at tænke på forholdet mellem mental sundhed og musikkarrierer, og hvordan man bedst understøtter musikskabere og -udøveres velbefindende, givet den afgørende rolle musik spiller i så mange af vores liv.” udtaler George Musgrave.

Undersøgelsen forventes afsluttet i januar 2024.