Forandringsprogram: Sammen om lige adgang

Sammen om et musikliv med plads til flere

28/10/2026

Sammen om lige adgang er et treårigt forandringsprogram, der skal styrke mulighederne for at deltage, arbejde og udvikle sig i musiklivet.

Programmet samler musiklivets virksomheder, organisationer og institutioner om en fælles branchecertificering, rådgivning og kompetenceudvikling, der kan skabe mere lige adgang, og stærkere arbejdskulturer.

Med støtte fra Tuborgfondet og Augustinus Fonden arbejder Musiklivets Partnerskab for at skabe varige forandringer i musiklivets strukturer, fællesskaber og praksis.

Hvorfor er der brug for programmet?

Musiklivet rummer stor kreativitet og mange muligheder. Samtidig har undersøgelser gennem flere år dokumenteret udfordringerne med blandt andet skæv repræsentation, ulighed, mistrivsel og grænseoverskridende adfærd i musiklivet. Det holder talenter tilbage og betyder, at samfundet går glip af kunst og idéer.

Når flere får mulighed for at bidrage med perspektiver og erfaringer, styrker det ikke kun arbejdsmiljøet og fællesskaberne. Det styrker også udviklingen af ny musik, nye talenter og forbindelsen mellem musikken og det samfund, den er en del af.

Derfor arbejder Sammen om lige adgang med at skabe viden og handling gennem fælles standarder og løsninger på tværs af musiklivet.

Hvem er programmet for?

Programmet er åbent for musiklivets og musikbranchens aktører, men henvender sig særligt til følgende grupper:

  • pladeselskaber
  • managements
  • bookingbureauer
  • musikforlag
  • spillesteder
  • festivaler
  • brancheorganisationer
  • øvrige musikinstitutioner og organisationer

Både små og store organisationer kan deltage.

Hvad tilbyder programmet?

Programmet giver deltagerne mulighed for at arbejde systematisk med lige adgang, strategi og organisatorisk udvikling gennem:

Branchecertificering: En fælles certificeringsordning med konkrete kriterier og standarder for blandt andet ledelse, repræsentation, inklusion og trygge arbejdskulturer.

Rådgivning og læring: Workshops, sparring, læringsforløb og kompetenceudvikling, der hjælper organisationer med at identificere barrierer, sætte mål og skabe handling.

Praktiske værktøjer: Skabeloner, guides og måleredskaber, som gør det lettere at arbejde systematisk med udvikling og dokumentation.

Netværk og videndeling: Faglige netværk og branchefællesskaber, hvor deltagerne kan dele erfaringer, inspirere hinanden og udvikle fælles løsninger.

Et fælles løft af musiklivet

Varige forandringer skabes ikke af én organisation alene.

Derfor bygger Sammen om lige adgang på et bredt samarbejde mellem musiklivets aktører, virksomheder, brancheorganisationer, videnspartnere og et advisory board. Programmet skal både styrke den enkelte organisation og skabe fælles bevægelse på tværs af musiklivet.

Fakta om programmet

Periode: 2026-2029
Programtype: Treårigt forandringsprogram
Målgruppe: Virksomheder, organisationer og institutioner i musiklivet
Aktiviteter: Certificering, rådgivning, læringsforløb, værktøjer og netværk
Initiativtager: Musiklivets Partnerskab
Finansiering: Tuborgfondet, Augustinus Fonden og Koda

Kontakt

Har du spørgsmål om programmet eller samarbejdsmuligheder, så kontakt programleder Amanda Viuf Hammerich, sekretariat@musiklivetspartnerskab.dk

Tidslinje 2026-2027

  • Oktober-december: Organisering, videnspartnere og advisory board fastsættes
  • December-marts: De første indsatser udvikles og lanceres
  • Marts- og frem: Mulighed for at deltage i aktiviteter

 

Programmet er støttet af:

Logoer