Nyhed

Nye resultater i forskningen om skabende og udøvende musikeres mentale sundhed

06/03/2024

En ny delrapport fra Musiklivets Partnerskabs omfattende samarbejde med University of Westminster, evaluerer effekten af sundheds- og trivselsindsatser i musiklivet. Blandt de mest virkningsfulde modeller er terapi og peer support.

Formålet med undersøgelsen, der har kørt siden foråret 2023, er at få et solidt vidensgrundlag for branchen og identificere anbefalinger, der kan bidrage til at forbedre den mentale sundhed og trivsel for musikerne.

De første delresultater fra undersøgelsen blev præsenteret i november 2023 og viste tydeligt, at danske musikere oplever en lavere grad af trivsel sammenlignet med den generelle befolkning.

Læs et sammendrag af resultaterne fra delrapport 1 her.

I delrapport 2 er det eksisterende interventionslandskab blevet kortlagt, og effekten af fire af de mest anvendte modeller er blevet evalueret. Med denne rapport bliver branchen bedre klædt på til at prioritere og implementere de tiltag, der har størst effekt for musikernes sundhed og trivsel.

De evaluerede interventioner omfatter eksisterende metoder, mens de endelige anbefalinger, der udkommer i foråret, også inkluderer yderligere tiltag, der strækker sig ud over det nuværende interventionslandskab for at imødekomme de komplekse behov i musikbranchen.

Indsatserne skal anvendes i kombination for at skabe en forandring

De fire evaluerede modeller er telefonlinjer, forebyggende metoder, terapeutiske tilgange og peer support. Mens peer support og terapeutiske tilgange vurderes som de mest effektive på tværs af det danske musikliv, kan forebyggende metoder og telefonlinjer være gavnlige i mere specifikke kontekster og målgrupper.

Rapporten understreger dog, at ingen af de fire modeller alene er tilstrækkelige til at forbedre trivslen på tværs af branchen. Derfor anbefales en holistisk tilgang, der kan skabe en mere omfattende forandring. Desuden påpeger rapporten en generel mangel på evaluering af effektiviteten af mentale sundhedsindsatser for musikere samt en mangel på evidensbaseret viden. En klar anbefaling er derfor, at indsatser bør evalueres og tilpasses for at styrke effekt og værdi.

Læs delrapport 2 her.

Hvad er næste skridt?

I april 2024 udkommer de endelige anbefalinger til løsningsmodeller, som kan danne grundlag for langsigtede, bæredygtige løsninger, der gør en tydelig forskel for branche og musikere.

Anbefalingerne præsenteres af forskerteamet til partnerskabets branchedag d. 22. april, hvor branchen samles for at idéudvikle konkrete indsatser samt til SPOT+ d. 3-4 maj.
Læs mere om branchedagen og tilmeld dig her.